FN-talsmand i Kabul siger, at tre FN-medarbejdere er blevet dræbt i angreb på gæstehus i den afghanske hovedstad. Taliban påtager sig skylden.
Tre FN-medarbejdere er blevet dræbt i en skudveksling i det centrale Kabul. Det siger Aleem Siddique, FN's talsmand i den afghanske hovedstad.
FN-medarbejderne mistede livet, da bevæbnede mænd stormede et gæstehus, som benyttes af FN. Huset ligger nær et travlt butikskvarter.
Det er uklart, hvem der gennemførte angrebet. Men Taliban påtog sig skylden og erklærede, at angrebet er et første skridt i en voldelige kampagne for at forstyrre den planlagte anden runde af det afghanske præsidentvalg den 7. november.
Afghansk politi siger, at mindst én af gerningsmændene blev dræbt, og at flere betjente blev såret.
Mindst to udlændinge kunne ses blive ført bort fra FN-gæstehuset. De var tilsyneladende begge blevet såret.
Tidligere blev der meldt om vedvarende skyderi med maskinpistoler og mindst én eksplosion i Kabul. Desuden steg søjler af sort røg op fra flere bygninger.
Afghansk politi i jeeps kørte hurtigt rundt i gaderne og afspærrede flere steder.
/ritzau/AFP