Annonce
Udland

Zelenskyj: Løfter om beskyttelse kan ikke erstatte Nato-medlemskab

Zelenskyj håber, at det lykkes at indgå en aftale med G7 om sikkerhedsforpligtelser over for Ukraine.

Uden Nato-medlemskab har Ukraine brug for sikkerhedsforpligtelser fra G7-landene for at kunne modstå Rusland. Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Nato-topmødet i Vilnius.

- Ukraine har brug for sikkerhedsforpligtelser, indtil vi kan blive medlemmer af Nato. Det ser ud til at kunne falde på plads med G7 i dag. Det vil være gode nyheder for Ukraine, siger Zelenskyj.

Han understreger dog samtidig, at sikkerhedsforpligtelserne ikke kan erstatte et Nato-medlemskab. Det er fortsat Ukraines førsteprioritet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men sikkerhedsforpligtelserne fra G7 vil være et skridt på vejen til Nato-medlemskab, siger Zelenskyj.

- Vi ved, at den bedste garanti for Ukraine vil være et medlemskab af Nato. For Rusland har vist, at de ikke respekterer sikkerhedsforpligtelser. Men på vej til Nato-medlemskab vil vi gerne have sikkerhedsforpligtelserne. Og vi vil gerne have dem permanent.

- Derfor ønsker vi at få et dokument, så støtten ikke kun afhænger af vores bilaterale forhold. Vi ønsker, at det er skrevet ned, siger Zelenskyj.

En erklæring om sikkerhedsforpligtelser mellem G7-landene og Ukraine ventes at blive offentliggjort onsdag, mens Nato-topmødet er i gang.

Det sagde Det Hvide Hus' rådgiver for europæiske anliggender Amanda Slot onsdag morgen dansk tid.

- Denne multilaterale erklæring vil sende et stærkt signal til Rusland om, at tiden ikke er på deres side, sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

G7-gruppen består af USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.

Erklæringen ventes at blive en ramme, hvorunder de enkelte lande senere kan lave bilaterale aftaler med den ukrainske regering om våbenleverancer. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Zelenskyj understreger samtidig, at Ukraine vil være åben for, at andre lande kan slutte sig til G7-gruppen og give deres sikkerhedsforpligtelser til Ukraine.

Den ventede erklæring kommer, efter at sikkerhedsalliancen Nato tirsdag skuffede Ukraine ved ikke at komme med en egentlig invitation til at blive medlem af Nato, men gav løfter om at blive knyttet tættere til alliancen. Der kommer heller ikke en konkret tidsplan.

I forbindelse med topmødet kom Tyskland og Frankrig dog med nye løfter om våbenleverancer, blandt andet langtrækkende missiler fra Frankrig.

Trods våbenleverancerne kom Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, med en stærkt kritisk meddelelse på sociale medier ved Nato-topmødets begyndelse.

Her kaldte han situationen for "absurd".

- Det er uhørt og absurd, hvis der ikke gives en tidshorisont, hverken for invitationen eller Ukraines medlemskab, skrev Zelenskyj.

- Imens tilføjes vage formuleringer om "betingelser" for blot at invitere Ukraine, skriver han videre.

/ritzau/

Annonce
Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Udland

Mistænkt bag attentat på premierminister er anholdt

Annonce
Annonce
Lolland

Vil skabe unikke totaloplevelser: Men laver nyt millionunderskud

Nykøbing

Ekstatisk formand aflyser ALT: Selv tandlægen må vente

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Lolland

Lykkelig formand: - Vi er så tæt på at kunne melde udsolgt

Lolland

Overrasket over fremmøde efter stort forarbejde: Kun én mødte op

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet

Nykøbing

Stort rykind: Nu er Nykøbing fyldt med børn

Politik

Efter få timer oppe: Valgplakater flået ned

Vejret

Byger popper op i den sydlige del: Vejrskifte på vej

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Guldborgsund

Indenfor få uger går det i gang: Stort projekt lige i bymidten

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Annonce
Annonce
Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik