Den tidligere radikale kulturminister Ebbe Lundgaard har nu også forladt Ny Alliance. Lundgaard var kandidat ved folketingsvalget, men kom ikke ind. Og nu går han så ud.
Ebbe Lundgaard har meldt sig ud af Ny Alliance, skriver Skive Folkeblad. Lundgaard var radikal kulturminister i 1996-1998. Sidste efterår brød han med De Radikale og gik ind i Ny Alliance, som han var folketingskandidat for ved valget i november. - Ny Alliance har valgt at placere sig som et entydigt borgerligt parti, der har aflagt faneed om altid at støtte V og K, og så er det ikke mere et projekt, jeg kan støtte, siger Ebbe Lundgaard til bladet.
Han så Ny Alliance som et vigtigt forsøg på at samle vælgere på midten, som ville bremse Dansk Folkepartis indflydelse:
- Jeg vil stadig rose Gitte Seeberg, Naser Khader og Anders Samuelsen for deres beslutning om at stifte partiet, og jeg håber, at partiet - imod alle odds - vil vælge at fortsætte. Der kom nogle bloddråber, og så var der mange hajer i farvandet, siger Ebbe Lundgaard til Skive Folkeblad.
/ritzau/