Det er dyrt at være dansker i øjeblikket. Priserne på fødevarer og drikkevarer herhjemme ligger langt over EU-gennemsnittet.
I Danmark koster mad og drikke mere end i de andre EU-lande. Forbrugspriserne herhjemme ligger 42 procent over EU-gennemsnittet, og kun nordmændene og islændingene har priser, der kan sammenlignes med de danske.
End ikke de lande, som Danmark ellers sammenligner sig med, kan prale af lige så høje priser på fødevarer og drikkevarer. Hos vores naboer i Sverige og Tyskland ligger prisniveauet kun på henholdsvis 19 og 6 procent over EU-gennemsnittet.
Ifølge Danmarks Statistik er det billigst at bo i Portugal og Grækenland, mens hvis man virkelig ønsker at spare penge, bør man flytte til det nye EU-land Bulgarien. Her ligger priserne lavest med 55 procent under gennemsnittet. /Ritzau/