Hvem er du egentlig?

Af Mette Trankjær, sognepræst, Horbelev



Hvem er du egentlig? Dit navn,dit job eller mangel på samme? Din rolle som mor, hustru, kæreste, ven? Det, de andre siger? Det, du mener om dig selv? Eller en blanding af de dele og meget mere? Hvem er du egentlig?



Er du altid den samme? Både og ? en hvis sammenhæng i personligheden må der være livet igennem, og alligevel forandrer man sig. Det kan ske, at den ramme, der er blevet sat om ens liv ikke længere passer, at den er blevet for lille, at den er kommet til at stramme, så man får hekseskud og krumme tæer af at prøve på at blive ved med at tilpasse sig det billede, man af andre og måske sig selv er blevet spærret inde i. Det kan også ske, at tilværelsen brækker et stykke af rammen, så man pludselig får fødderne fri, så de dingler frit i luften, og så hænger man dér og ved ikke, hvad man skal svare, hvis nogen spørger: Hvem er du egentlig?



Det kan ske, at rammen om ens liv bryder sammen, mister bund, top eller sidestykke kan ske, det kan ske hvis man mister en, man elsker, hvis man bliver skilt, eller hvis man mister sit job. Hvad skal man nu svare, hvis nogen spørger: Hvem er du egentlig? Det føles så uvant, fremmed ja måske ligefrem skamfuldt at skulle sige, jeg er enke, fraskilt, forladt, fyret fra mit job! De fleste af os håber, at den slags prædikater aldrig får noget med os at gøre, og alligevel sker det for rigtig mange af os. Og hvem er vi så?

Hvad er et menneske egentlig for en størrelse? Som en lille pige har sagt: Gud har skabt mennesket i sit billede, og så smed han rammen væk og slap det fri! Således frisat gør mennesket sig mange anstrengelser - måske ikke mindst for at spille Gud i sit eget liv. Have magt over både sig selv og andre. Stille rammer op for sig selv og andre. Mon det var dét, der var Guds mening med at skabe os i sit billede? Næppe. Og hvem er han i øvrigt?



Hvordan skal vi dog komme til klarhed over, hvordan Gud egentlig ser ud? Ja, ved at se derhen, hvor han viser sig for os, så vi kan kende ham. Og det præcise sted er Jesus Kristus. Ham der siger, faderen og jeg er ét! Jesu lighed med Gud er til forskel fra vores, fuldstændig. Jesus rokkede ved menneskers forestilling om, hvordan Kristus eller Messias så ud, så derfor spurgte hans samtidige ham gentagne gange: Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud! Men Jesus vil ikke sige ligeud hvem han, måske fordi han ved, det sommetider ikke nytter spor. Vi kan nok så meget påstå om selv, at vi er tålmodige, rummelige og milde, men ord bliver utroværdige i samme øjeblik, vi handler utålmodigt, snæversynet og vredt. Måske er det derfor Jesus ikke lige ud siger, at han er Kristus, men i stedet henviser til de gerninger, han har gjort i sin fars navn. Men kun den, der lytter med sit med hjerteøre, vil heraf slutte at Jesus er Kristus. At hans helbredelser, hans lidelse, død og opstandelse, vidner om ham, at de kaster lys over, at han er dén, der er i fuldstændig overensstemmelse med Gud. Den usynlige Guds udtrykte billede. Her må vante forestillinger om Gud vige for nye. Det er det, der sker, når vi føler et stik i hjertet og hører Jesus kalde os derhen, hvor han er, for han vil, at vi skal være dér hvor han er. Han vil fylde vores liv med sine gerning, når vi kommer til kort med vores.



Hvem er så egentlig Jesus Kristus? Han er den, der i sit væsen er helt engageret både i Gud og i os, og som inviterer os til at blive det samme i ham. På spørgsmålet hvem er du egentlig? Kan enhver af os svare, at vi er skabt i Guds billede til at ligne ham . Lige nu ligner vi ham for lidt, men Gud bliver ikke træt af at bokse med os. Han ved ikke bare, hvem vi er lige nu, han ved også hvem vi kan blive og som Jesus siger: Min far arbejder stadig, og jeg arbejder også. Nemlig på os ? på at vi skal blive dem. vi egentlig er bestemt til at være.