Læs et uddrag af Sophia Evensens nye bog om hendes mors "Faderhuset".
"Kvinden, som kalder sig selv Danmarks Moder og Apostel, regerer med en jernhånd i menigheden såvel som i familien, hvor hun er øverste instans. Hun er den, som godkender eller afviser forslag og planer, og ingen skal modsætte sig hende, eller vove at kritisere hende.
Hvis de gør, bliver de sat på plads, eller frosset ude og erklæret inkompetent, åndeligt frafalden eller oprørsk.
Ruth Evensen har en voldsom magt over sine tilhængere, som vil gøre alt for at beskytte og forsvare hende mod anklager. Til gudstjenester i Faderhuset prædiker Ruth normalt ikke selv, men bruger sin indflydelse til jævnligt at give retningsinstruktioner eller indsamle penge. Ellers tilbringer hun sine dage i håb og venten på, at nogen fra medierne ringer og sætter hende i rampelyset eller inviterer til at udtale sig på den politiske arena.
Hvad end der kan give opmærksomhed og indflydelse får hende til at logre med halen i begejstring.
I mine øjne er Ruth ikke en rigtig kristen, men et ondskabsfuldt, manipulerende og blodsugende kvindeligt svar på grev Dracula, som suger energien ud af mennesker for selv at leve og efterlader folk håbløse og tomme.
I hendes verden er mennesker til brug og smid væk, når de ikke dur længere. Hun er kynisk og kold, og alt hendes liv producerer er ødelæggelse, splid, brudte relationer og misbrug. Jeg har ledt efter de gode "frugter" af hendes liv og virke, men finder ikke andet end hendes påståede ufejlbarlighed og mangel på indrømmelse af fejl og mangler, magtsyge, manipulation, mindreværd, kontrol, afvisning, frygt, intimidering, sygelige fordrejninger, jalousi, iskold beregning og dyb selvoptagethed.
Ruth er en vaskeægte narcissist, som aldrig laver nogen som helst form for selvransagelse og ikke bryder sig om andre mennesker.
Hvis Ruth Evensen er utilfreds med noget, vil hun sige klart fra og holde lange taler, hvor hun opstiller en liste af krav, som skal opfyldes for at behage hende igen. Selv har hun ingen tanker om, hvad hun selv eventuelt skulle se på og ændre omkring sit eget liv. Hun korsfæster folk i deres
fejl, og gerne i fuld åbenhed og offentlighed. Hun er en skruppelløs manipulator, som udnytter mennesker til at udføre sit beskidte arbejde, og som ikke er bleg for at lyve om det, eller noget andet, der belejligvis virker til hendes fordel. I hendes univers er hun en superstjerne, og det hun opfatter eller føler er rigtigt for hende, og dermed lov, uanset hvad man måtte kunne modbevise.
Sandheden er ikke vigtig for hende, kun oplevelsen af personlig tilfredsstillelse igennem at have og få ret.
En dag i januar 2008 trådte Ruth frem foran Knut og tre gæster i sin stue for at holde en tale, som hun synligvis havde brændt inde med længe, til Knut.
I mere end tre timer blev gæsterne genstand for hendes vrede og desperate forsøg på at blive hørt og få sympati. Hendes tale, som kom frit fra leveren, blev fremført melodramatisk og med megen indignation og selvmedlidenhed. Budskabet gik ud på, at hun var nået til afmagtens rand, og ikke kunne udholde sit liv med Knut længere.
Martyragtigt bedyrede hun, at det var hans skyld, at hun bevidst havde gjort sig fed og grim for ikke at friste andre til utugt med hende, og at hun gennem alle disse år var forblevet tro mod ham til trods for hans manglende erotiske interesse for hende.
Hun gjorde meget ud af at fortælle, at det bestemt ikke havde skortet på tilbud i den afdeling igennem årene. Med knækkende stemme, overbevisende krokodilletårer og bevæbnet med miskrediterende argumenter mod sin mand, sagde hun, at hun nu var nået til det sted, hvor hun gav Gud et ultimatum om enten at tage hende eller Knud "hjem" nu. Hun kunne ikke mere. Hun klagede over, hvor ubeskyttet hun havde følt sig, fordi Knut ikke havde vist hende den omsorg at installere alarmer i det nye hus i Bandholm, så hun kunne sove trygt om natten, uden frygt for vandalisme fra hendes mange fjender.
Knut sad som lænket til sofastolen med et olmt blik i øjnene. Armene hang ned langs benene som på en gorilla, og uden en bevægelse, uden et ord, måtte han sidde skoleret til hendes fordømmende ordstrøm. Det var ikke helt unormalt for Knut at høre sine fejl blive opremset, efterfulgt af trusler, for at hun kunne hævde sig på hans bekostning og få sin vilje gennemtrumfet, men det må dog alligevel have været temmelig ubehageligt.
Endelig havde hun fået afløb for sin harme. Nu vendte hun sig til en af gæsterne og spurgte denne, hvad han syntes om det, hun havde sagt. Gæsten, som var dybt berørt over miseren i Ruths liv, videregav uforstående spørgsmålet til hendes mand Knut. Men Ruth vidste, at Knut var tavs og indelukket - at der ikke ville komme ord ud af hans mund. Alle hendes forsøg på at give
Knut skyldfølelse, alle de manipulerende tårer, var prellet af på ham som vand på en gås. Gæsterne syntes, det var forfærdeligt, at Ruth og Knuts ene søn havde måttet sidde som en rødøret tilskuer til Ruths lange korsfæstelsestale, tvunget til at høre på hans forældres problemer, og tvunget ind i en loyalitetskrise, hvor han ikke turde andet end at tage sin mors parti.
Gæsten, som kort efter brød med Ruth Evensen, havde aldrig i sit liv hørt en så chokerende og horribel tale. På intet tidspunkt var der det mindste tegn på ydmyghed eller blufærdighed fra Ruths side.
Hun forlanger tilbedelse fra alle i menigheden, inklusiv hendes egen mand. Hun ophøjer sig selv som en modig, frygtløs og visionær person, som har speciel kontakt med Gud, og derfor er som Gud.
Da Ruth kuppede sin mand Knut Evensen og blev pastor for Faderhuset, forlangte hun, at de medlemmer, som ville fortsætte med hendes nye stil, skulle komme og lægge sig foran hende og kysse hendes fødder som symbol på underkastelse. Denne latterlige fodkysning har hun fortsat ved flere anledninger.
For at give sig selv en lille opmuntring holdt hun for nylig en "Ruths dag", hvor hun tog imod gaver fra folk i menigheden hele dagen. En kvinde gav hende kr. 8.000,- til eget brug. Ruth er tydeligt ikke en person som søger at herliggøre Gud, men kun sig selv.
Ruth holdt en stor 55-års fødselsdag for sig selv for et par år siden, hvor hun lejede lokaler og inviterede alle hun kendte. Under middagen rejste det ene faderhusmedlem efter det andet sig op og holdt en tilbedelsestale til Ruth, hvor de roste hende til skyerne.
Mange vidnede om, at hvis det ikke havde været for Ruth, ville deres liv være gået tabt. De fleste af familiemedlemmerne, som ikke kom i Faderhuset, undskyldte sig fra festen, da et teaterstykke begyndte med rollespil om, hvordan forskellige medlemmer anså sig selv for fortabte før de mødte Ruth, og Ruth frelste dem.
Ruth-glorifiseringen blev for meget for de udenforstående, som stille forlod selskabet. En kvinde havde oplevet den mærkelige, næsten magiske tiltrækning til at vise Ruth kærlighed, som så mange før hende havde haft, og følte sig draget til at omfavne hende, da hun så hende, selvom hun egentlig ikke havde lyst til det.
Lige bagefter knuset, begyndte hun pludselig at føle sig ubehageligt kvalm over, at hun havde omfavnet Ruth, og løb ud på toilettet for at kaste op.
For Ruth var aftenen også en mulighed for at gen-rekruttere gamle afhoppere af Faderhuset, som havde takket ja til fødselsdagsindbydelsen for at hilse på Ruth igen efter mange år. Nogle fik tilbuddet om at komme tilbage, på den betingelse at de kom med alt de ejede og lagde det for Ruths fødder.
For nogle eksmedlemmer blev dette en ubehagelig påmindelse om hvorfor de havde forladt Faderhuset til at begynde med.
Ruth er en person som er så fordrejet i sin tankegang, at alt hun siger skal opfattes som det direkte modsatte. Hvis hun anklager dig for at lyve, er det fordi hun selv lyver. Hvis hun siger, hun gladeligt vil give frihed, binder hun dig stærkere op med mere arbejde.
Hvis hun siger, hun elsker dig, og at du er vidunderlig, så hader og foragter hun dig faktisk. Hvis hun siger, hun har hørt noget fra Gud, har hun ikke hørt fra Gud, men fra sine egne opdigtede fantasier.
Hvis hun siger, du er jaloux eller magtsyg, er hun selv jaloux og magtsyg. Hvis hun siger, du har forkastelsessyndromer, er hun selv forkastet eller fornærmet. Hvis hun siger, hun vil bygge på Jagtvej 69, så vil hun aldrig bygge på Jagtvej 69.
Hvis hun siger, hun ikke vil holde religiøse møder i Bandholm, holder hun netop møder i Bandholm.
Man kan simpelthen ikke stole på et eneste ord, der kommer ud af hendes mund".
Uddrag af Sophia Evsensens bog "Ondskab".