- Landsbyerne har selv taget kampen op og er i vækst, siger formanden for Landsbyerne i Danmark.
Da tusindvis af skoleelever i fredags gik på sommerferie, var det på 26 skoler samtidig et farvel til den nuværende landsbyskole.
Så mange skoler havde nemlig absolut sidste skoledag og lukkede endegyldigt, viser en optælling fra Landsbyerne i Danmark. Men formand Carsten Abild kalder det for positivt, fordi han havde frygtet, at op imod 400 små skoler ville lukke.
- Det er gået langt bedre end forventet, selvom Kommunernes Landsforening sagde at 300-400 landsbyskoler ville lukke. Kommunerne vælger at give landsbyerne en chance og det er glædeligt, siger Carsten Abild.
- Landsbyerne har selv taget kampen op og er i vækst. Et godt eksempel er Faaborg-Midtfyn, hvor politikerne har valgt at kvittere for væksten ved at droppe fire skolelukninger, fordi det går så godt, siger han.
/ritzau/