Livet går videre uden mor

En lørdag morgen for tre år siden kørte to biler ind i hinanden ved Slemminge på Sydlolland.

I den ene bil sad en kvinde. Hun var ude at køre med aviser. Nogle dage efter døde hun på sygehuset af indre kvæstelser, få dage før det var planlagt, at hun skulle være sendt hjem til familien i det hvide bindingsværkshus ved Slemminge.

- Der kom ingen sms fra mor den dag. Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Det var en dårlig dag, husker 25-årige Petrine Jørgensen, som her tre år senere sidder i køkkenet i bindingsværkshuset og husker tilbage på den dag, som ændrede familien Jørgensens liv for altid.

Stemmen er stille, men bestemt, og hun kigger ned. Til dagligt plejer hun at stå i møg til knæene og skubbe rundt med kvier og kalve på en gård, og hun har ikke problemer med at give igen på mændenes vittigheder.

Folketidende er på besøg hos familien Jørgensen til en snak om, hvordan familielivet går videre. Hvordan hverdagen finder nye ben at gå på igen, efter man har mistet et menneske, som man har så kært.

I køkkenet er væggene lavet af lysebrune træbjælker. Der hænger et ur og tikker. Det er formet som en skinnende sølvgrå alufælg på en bil. På den lyse dug er der et grønligt mønster med blade og druer. På dugen står en to-liters kaffekande med et smart håndtag, som med et let tryk får de opkvikkende sorte dråber til at strømme ud fra kandens tud.

Rundt om bordet sidder Stig Jørgensen med efternøleren Vilhelm. Datteren Petrine sidder ved siden af sin søn. Han hedder Theodor og er fem år gammel. Han har svært ved at forstå, hvor mormor er henne. Petrine flyttede hjem igen til sin mor og far, da hun var gravid. Hun er blevet boende i huset efter moderens død og firkløveret har været en god hjælp for hinanden i kampen for at komme videre i livet.

De er der for hinanden
Hendes kæreste er ikke flyttet ind, men han kommer tit på besøg. Det gør Petrines søster Natasja også. Hun bor i nærheden. Desuden lever katten Mickey og hunden Michael bogstaveligt talt som hund og kat i huset, så der er aldrig stille. Specielt ikke med de to drenge på banen. De er blevet som brødre.

- Vi er der for hinanden. Det har vi brug for. Den første tid efter mor døde, var ikke sjov. Man gider ikke æde eller drikke. Festerne var heller ikke det samme, fortæller Petrine.

Hun går ind i stuen med drengene og fotografen. Her vrimler med legetøjstraktorer i grønne, blå og røde farver på gulvtæppet. Her er masser af legetøj til raske drenge fra landet. Ude i køkkenet åbner Stig op for en snak om hustruens død.

- Det seneste års tid har vi affundet os med, at hun ikke er her mere, fortæller han med en øjenkontakt, så man fornemmer, at vejen dertil har været smertefuld og ensom.

Den dag, de ringede fra hospitalet for at fortælle, at hans kone var gået bort, tog han på arbejde for at tænke på noget andet. Han vidste simpelthen ikke, hvad han ellers skulle gøre, så han rejste sig op og kørte af sted.

- Vi kunne jo ikke gå i stå med de to små (drengene, red.) Vi skal jo videre. Jeg måtte gerne blive hjemme dengang, men hvem skulle så køre gylle ud, lyder det fra Stig med en landmands sans for hverdagens vilkår. Han kan stadig ikke lade være med at tænke på, hvad hustruen ville have sagt til forskellige ting, hvis hun havde levet.

- Jeg og andre kan i dag se, at hun havde ret i mange af de ting, som hun sagde, siger Stig.

Til dagligt tænker han ikke så meget på hende. Hun får alle tankerne, når han og familien besøger gravstedet på kirkegården. Til jul pyntes stedet med adventslys og nisser.

- Hun kunne så godt lide nisser, så det skal hun stadig have hos sig, siger Stig og smiler med et varmt glimt i øjet.

Livet i en kaffekop
Petrine kommer tilbage fra stuen. Snakken drejer ind på rollefordelingen.

- Jeg er nok blevet den skrappe mor. Det er mig, der skærer igennem overfor drengene, vurderer hun og kigger på sin far.

- Det er mig, der giver lov til alt det sjove. Der ryger mange flere ting ned i vognen, når jeg er ude at handle, end når Petrine handler, men jeg betaler selv for alle de ekstra indkøb, så det går nok, griner Stig.

Familien hygger bedst ved køkkenbordet. Det er her livet bliver hældt op i en kaffekop.

Masser af kaffe bliver drukket her. Fra bordet går verden sin gang. Her samles man. Ikke foran fjernsynet. Der er kage og boller, når der skal hygges ekstra igennem. De daglige samtaler ved bordet har hjulpet familien med at komme videre i livet.

- Ja, vi skal altid lige have os en "ko-snak", siger Stig lunt, og han og Petrine er helt på det rene med, at nogle nok ville kalde dem for bonderøve. Livet på landet er noget, som alle fire nyder. Her er plads, ro og frihed. Man taler med naboerne. Markræs med traktor er et hit.

Drengene giver den også gas med havetraktoren, hvilket ikke er et hit, når de fræser over kartoffelbedet. På terrassen bliver der grillet og hygget om sommeren. Det er noget nyt, de er begyndt med de seneste år. Alle har en mobiltelefon, mest så drengene kan ringe, hvis der er problemer, når de er alene hjemme. Computere er også god underholdning til drengene, men ikke for Stig.

- Bare det at tænde lortet kan være vanskeligt, men Vilhelm er god til det, fortæller han.

Ud af mørket
Kæledyrene er også med til at holde humøret højt.

Vi går med en tur ud i stalden. Her står der syv kalve og kvier, to tyre og fire heste. Nå ja, og så er der lige 25 kaniner.

- I det hele taget har vi de sidste par år arbejdet på at komme ud i stedet for at grave os ned i et mørkt hul, fortæller Petrine, da vi går ud i den sorte aftenluft.

I lyset fra en lampe kan vi se fotografens bil foran det hvide bindingsværkshus på Sydlolland. Der bliver givet hånd og sagt mange tak for kaffen og køkkensnakken. I døren står fire mennesker med mod på tilværelsen og vinker. De glæder sig til de lune sommeraftener, for selv om der nogle gange er mørkt, er der stadig dejligt ude på landet.

Petrine går ikke med flytteplaner, og når flyttekasserne engang skal fyldes, skal de ikke køres for langt væk - måske over til naboejendommen, hvis den bliver sat til salg.