Om det - at have været med i Melodi Grand Prix

I denne tid, hvor det danske Melodi grand Prix står centralt i DRs programflade, kan det ikke undgås, at jeg ser tilbage på dengang, jeg selv medvirkede.

Det var en tid, hvor rock ikke var nok - en tid, hvor melodien var i centrum og ikke som i dag, hvor de enkelte nummer fremstår som brudstykker fra en moderne musical, hvor koreografien, dansen, kostymerne, dekorationen og melodien skal gå op i en højere enhed, hvis den skal have en vinderchance!

Der var ikke tale om bestillingsværker - det vil sige at melodiernes titel skulle holdes hemmeligt, ligesom det var tilfældet med sangskriverne, og sangene var indsendt under mærke, der lå forseglet i en boks i DR! I de små hjem udløste denne ordning stor spænding, når seglet blev brudt, og det dermed blev offentliggjort, hvem vinderne var. Endelig var der ingen semifinaler som nu eller finaler - nej, det gik lige på!

Det år, hvor jeg medvirkede, var i det Herrens År 1963, og vi var der alle sammen i Tivolis koncertsal, hvorfra det hele skulle sendes i tv: Grete og Jørgen Ingemann, Bjørn Tidemand (der ved den lejlighed debuterede i radioen) Grethe Sønck, Kate Sand, Dario Campeotto, Birthe Wilke, Preben Marth, Gitte Hænning, det store gennemgående orkester, som Kaj Mortensen stod i spidsen for og - ikke at forglemme Ole og jeg, der sammen med to andre, som vi ikke kendte, skulle danse på den store drejescene sammen med Gitte i hendes nummer "lille sarte kvinde".

Lad mig så skrue tiden tilbage til den aften i Tivoli i 1963 - en aften, hvor der i øvrigt var meget stille i Københavns gader i den cirka halvanden time, udsendelsen varede. Som nævnt skulle vi danse med Gitte, der den aften bar en orangefarvet kjole, som vi selvfølgelig ikke havde øje for, da vi udelukkende befandt os i en drømmeverden, hvor vi så det hele som det endelige gennembrud for en international stjernekarriere kendt i alverdens lande som to af de fire lystige dansere, som havde danset med selveste Gitte Hænning. Ganske vist var vi kun amatører, men et sted skal det hele jo begynde!

Desværre skulle det ikke gå sådan. For det første overhalede "dansevisen" alle andre bidrag med flere længder, men Gittes og vort nummer måtte nøjes med en fjerdeplads, da det professionelle dommerpanel uddelte deres point. Det skal bemærkes, at dommerne dengang ikke måtte se udsendelsen i tv, men kun hørte melodierne i radioen!

Til gengæld var publikum begejstret for vort nummer, og bifaldet var at sammenligne med det bifald, der fulgte ovenpå vinder-melodien. Ja, selv komponisten til "dansevisen" udtale efter udsendelsen, at han gerne havde set Gittes nummer vinde! At vi ikke vandt var èt, men hvad der slog os helt ud, var anmeldelsen i Politiken, hvori anmelderen skrev, at det var synd for Gitte, at man havde besluttet sig for at "sende hende fire umælende statister på halsen. Man sad i flere minutter og stirrede fascineret på dem i den sikre forvisning, at deres tilstedeværelse på skærmen måtte være en pinlig misforståelse"

Og således brast vore drømme om den internationale stjernekarriere, vi havde haft i tankerne, da vi sagde "ja" til at medvirke!