Om det at være nostalgisk

Af kultursociolog Palle Henningsen



Indrømmet: jeg er en taber! Jeg er blevet bidt mærkbart af tidens tand, og når man, som jeg, altid har befundet mig bedst på en piedestal, er indrømmelsen svær at leve med. Selv om de få personer, der omgås mig, prøver at lindre såret, ændrer det ikke ved min ny tabertilværelse, som jeg vel må vænne mig til.

Det hele begyndte, da jeg i weekenden havde besøg af mine små børnebørn med forældre selvfølgelig. Jeg havde set frem til, at jeg kunne fortælle dem om min barndom, voksendom og alderdom - ja, mit liv; men interessen hos børnebørnene var - mildest talt - begrænset.

Hvorfor? Jo, de sad hele weekenden med deres computerspil, sendte meddelelser til hinanden (SMSer hedder det vist), og kun i de få øjeblikke, hvor vi sad ved middagsbordet, kunne jeg sparke en relevant bemærkning ind!

Det med spillene gad jeg ikke spørge om. I stedet for spurgte jeg interesseret til, hvad de brugte deres hjemmecomputer til, og de forklarede og de forklarede, og jeg forstod ikke et kuk. De fortalte om TK55, 1,8 GHZ,MB DDR2 (her troede jeg endelig, at jeg havde fat i noget, jeg vidste trods alt, at der ikke mere er noget, som hedder DDR) 160 GB SATA harddisk, 15? WXGA HD BrightView osv, og inden jeg fik set mig om, befandt jeg mig i et helt ukendt univers, hvor alle velkendte ord og vendinger var sat ud af drift.

Måbende må jeg have set ud, da jeg omsider kom til mig selv, for de udbrød med hævede øjenbryn, mens de så på mig, og konfronterede mig med min taberposition ?Jamen bedstefar altså - du kan da nok forstå osv. osv? de møgunger med deres kun 6 og 10 års livserfaring, og jeg nikkede, men tav, fordi jeg inderst inde nu godt vidste, at piedestalen for tid og evighed var faldet fra hinanden for, som bedstefar, og den position denne stillingsbetegnelse giver mig, hvem vil så indrømme, at man er en taber - især ikke overfor ens børnebørn. De skulle jo gerne se op til én.

Det er dog ikke udelukkende børnebørnene, som giver mig problemer i mit kulturmøde med det ukendte univers. Når der sker ?ulykker? med min computer, som jeg udelukkende bruger som skrivemaskine, og jeg beder om assistance fra mine familiemedlemmer, sætter de sig ved maskinen, men de ivrigt prøver at overbevise mig om alle de muligheder computeren åbner op for.

?Se nu for eksempel her? siger de mens de trykker på de forskellige knapper i hurtig rækkefølge, og jeg nikker igen og prøver at se interesseret ud. Når jeg så er alene, forsøger jeg ved korttidshukommelsens hjælp at åbne op for de mange muligheder, og så går det helt galt. Ting bliver slettet, og jeg må igen bede om assistance, hvorefter det hele gentager sig med mig som selvforskyldt offer.

Og her komme nostalgien ind. Den er trods alt mere interessant - for mig. Det har ikke noget at gøre med, at i min barndom var sommeren bedre end nu eller, at det var rigtig vinter - kun dengang! Det handler heller ikke om, at vi dengang talte mere med hinanden - det gjorde vi ikke!

Det handler udelukkende om et mislykket forsøg på at fortælle om og give dem et indblik i min verden - et slags psykisk selvforsvar, et spørgsmål om og et forsøg på at fastholde eller genskabe en tid før den intensive anvendelse af teknologien tog over. En tid i langsommelighed som var - dengang!