Politiet over hele landet er i denne uge særligt på udkig efter fulde eller narkopåvirkede trafikanter.
Det er generelt meget dumt at sætte sig op på motorcyklen eller bag rattet i bilen, hvis man har drukket alkohol eller taget stoffer.
Og i denne uge er det ekstra dumt.
Politiet over hele landet har i denne uge nemlig ekstra fokus på at tjekke, om bilister, motorcyklister og knallertkørere kører rundt med alkohol eller narko i blodet.
Kontrollen er et led i en fælleseuropæisk kontrol og falder i øvrigt sammen med, at Rådet for Større Færdselssikkerhed kører en kampagne imod spirituskørsel.
Kontrollen slutter på søndag, men følges op af en ny kontrol fra 23.-29. juni.