Velrettede spark fik manden til hylende at løbe væk.
En 13-årig pige anmeldte mandag aften til politiet, at hun søndag aften kl. 19.20 ud for svømmehallen i Nørre Alslev var blevet overfaldet. Hun var blevet grebet bagfra af en mand, som havde revet hende til jorden. Men han blev overrasket.
Den 13-årige pige havde gået til judo, så hun satte sig kraftigt til modværge og sparkede fra sig. Overfaldsmanden blev ramt godt, for ifølge pigen hylede han op og stak af.
Han beskrives som ca. 20-25 år, ca. 180 cm høj, almindelig/slank af bygning, mellemblond kort hår og han har et mærke i panden. Han havde en sort jakke, mørke hængerøvsbukser og mørke Nike-sko på.
Pigen fik en blodansamling under højre øje, en rift i underlæben og ømhed i højre håndled. Sagen undersøges nu nærmere af politiet.