Skaber minder til resten af livet

En tåge har lagt sig over den musik, der blev spillet på aftenen. Måske skrålede vi som en flok musketerer med på "All for love" og troede på det eller gav samfundet skylden sammen med TV2. Jeg husker det ikke. Men at træde ind ved afsnit 3 lørdag aften var som at tage en tidsmaskine tilbage til en fredag i marts 25 år tidligere.

Luften emmede af den samme forventning. Pigernes latter har ikke forandret sig det store, og drengenes forsøg på at ligne nogle, som har totalt kontrol med verden ej heller. Alt er altså nærmest ved det samme.

En slentren ned gennem gangene på det, der i min tid blot var et uddannelsescenter, men nu åbenbart er blevet et campus, afslører, at ikke meget har ændret sig - hverken til hverdag eller fest. Baren, hvor jeg stod og serverede fadøl i 1994, er dog væk. Et liveband har overtaget pladsen. Måske spiller de "Ace of base", som fik alle ud på dansegulvet dengang.

Årets gallafest har trukket omkring 650 gæster. Her er selvfølgelig alle eleverne fra gymnasiets klasser, og her er forældre i massevis. Der bliver hyggesnakket ved bordene - mest af forældrene, for blandt de unge, der er klædt i alle afskygninger af gallatøj, er der lagt op til fest. Vinflaskerne bliver tømt med velbehag, og der er travlt i baren.

Klokken 18.15 træder en ung gut ind gennem døren. Enten er han smugstartet til gallafodboldstævnet om eftermiddagen, og ellers har han allerede været på rutefart til baren, siden dørene åbnede klokken 17.

- Jeg er pissestiv, mand, råber han veltilfreds og sætter kurs mod sin klasse og gallamiddagen, der endnu er en halv time ude i fremtiden.

Den magiske scoredrik, som giver masser af charme og selvtillid, bliver lynhurtigt til svimmelvand, når der bliver hældt for meget indenbords. Sådan var det også for 25 år siden, og det ændrer sig nok næppe.

I teatersalen bliver de forældre, der har lyst til at høre livemusik, underholdt af skolens musikhold. De går på scenen og leverer stribevis af hits. Så går tiden frem til middagen.

Et af højdepunkterne for mange elever er den traditionsrige lancier. Det skal danses sidst på aftenen. Som ung 1.Q'er kæmpede jeg en brav kamp for at finde de helt rette trin på det rigtige tidspunkt. Halvvejs gennem første tur var jeg så forvirret, at jeg hurtigt indså nederlagt. Den dans lå ikke til mig. Så på aftenen gled jeg i et med skyggerne - 25 år senere skydte jeg mig bare ud og lod de unge feste og danse.