Lolland Kommune holder fast i Spar Lolland som bankforbindelse.
Lolland Kommune har fortsat tillid til Spar Lolland, siger kommunaldirektør Thomas Knudsen. Tre sjællandske kommuner, Sorø, Ringsted og Faxe, har skiftet fra lokale pengeinstitutter til store landsdækkende banker. Skiftene er sket med baggrund i finanskrisen. Men det får ikke betydning for Lolland Kommunes fortsatte valg af Spar Lolland. - Vi er helt trygge ved Spar Lolland, og der er heller ikke noget i deres regnskaber eller andet, der gør, at vi ikke fortsat er trygge ved dem. Selvfølgelig følger vi dem, både fordi det er vores bankforbindelse, men også fordi det er en lokal virksomhed, og der er intet, der skulle give anledning til et skift, siger kommunaldirektør Thomas Knudsen.