Fodboldlandstræner Morten Olsen konstaterer, at konkurrencen om pladser på det danske VM-hold er blevet skærpet efter 3-1-sejren over USA.
Konkurrencen om de 23 pladser til næste års VM-slutrunde i Sydafrika er blevet skærpet på det danske fodboldlandshold efter 3-1-sejren over USA i en venskabskamp i Århus.
Det siger landstræner Morten Olsen, som kunne se Johan Absalonsen, Søren Rieks og Martin Bernburg score tre debutmål for Danmark.
- Det viser, at vi har en god talentmasse, og konkurrencen er skærpet, hvilket er fint for holdet op til VM. Der er ikke nogen, som kan sige, at de skal med til VM. Der er mange, som gerne vil med, og de beviste også i anden halvleg, at de har kvaliteterne til det, siger Morten Olsen til TV2/Sporten.
Kampen var årets sidste for landsholdet, og landstræneren ser tilbage på et godt år.
- Vi gjorde drømmen til virkelighed. For halvandet år siden snakkede vi om, at projektet var at komme med til en slutrunde igen, og det lykkedes, så det overskygger alt andet. Det har været en fantastisk fodboldår, fortæller han.
/ritzau/