Flere bokseeksperter peger på Mikkel Kessler som den bedste bokser i Danmark nogensinde. Verdensmesteren i supermellemvægt siger tak og erklærer sig enig.
Mikkel Kessler er den bedste bokser, Danmark nogensinde har fostret. Det mener flere bokseeksperter, blandt andre den tidligere sværvægter Brian Nielsen, også kendt som Super Brian.
- Ja, det er der ingen tvivl om. Mikkel har vundet otte af sine ni VM-kampe og er verdensmester i WBA, og det må være det største, man kan opnå. Mikkel har tjent mange flere penge end mig, og det skal være ham vel undt, for han har gjort det godt, siger Brian Nielsen.
Den tidligere toptræner Kjeld Krogh peger også på Mikkel Kessler som den bedste.
- Han har et utroligt godt blik for boksning. Hvis man ser bort fra nederlaget mod Joe Calzaghe, hvor Mikkel ikke var god nok til at omstille sig, så har han vist et virkelig godt overblik. Han bygger på omgang for omgang, og han kan finde på at slå tre bløde slag, og så bang, slår han hårdt på det fjerde slag, siger Kjeld Krogh.
Mikkel Kessler, som lørdag møder amerikaneren André Ward i Oakland, er enig i, at hans resultater berettiger til titlen som Danmarks bedste bokser nogensinde.
- Det synes jeg da også. Men jeg har stor respekt for mange af de danske boksere, som har gjort det rigtig godt, for eksempel Johnny Bredahl. Jeg ser mig selv som den bedste i verden, men jeg er også glad for, at folk synes, at jeg er den bedste i Danmark, siger han./ritzau/