Den tyske naturfredningsforening Nabu har modtaget over 10.000 mails fra modstandere af Femern Bælt-forbindelsen.
Den tyske naturfredningsforening Nabu fortæller, at man fra modstandere af Femern Bælt-forbindelsen i både Tyskland og nabolandene foreløbig har modtaget over 10.000 e-mails.
Heri gør afsenderne overfor trafikministrene i henholdsvis Danmark og Tyskland opmærksom på, at de er modstandere af projektet, og at de ikke vil gøre brug af en bro, hvis den bliver realiseret - de vil foretrække at tage med en færge.
Samtidig indleder Nabu en kampagne, hvor tyskere fra hele landet bliver opfordret til at henvende sit til deres egne lokale forbundsdags-medlemmer med ønsket om, at de stemmer nej når den dansk-tyske broaftale kommer til politisk behandling næste sommer.
Kampagnen er foranlediget af henvendelser fra blandt andet dem, der benytter Femern som et rekreativt feriemål, og nu frygter at et brobyggeri vil forstyrre roen.
- Vi ved at der både i SPD og i CDU er forbundsdagsmedlemmer, der vil stemme nej mod projektet. Vi håber gennem intensivt lobbyarbejde det kommende år at kunne forhindre en vedtagelse, siger Nabu-talsmand Malte Siegert til Folketidende.