Mads Reinholdt Rasmussen fra Idestrup vandt bronzemedalje ved OL i Beijing.
Så lykkedes det Lolland-Falsters sportsudøvere at sikre en OL-medalje. 26-årige Mads Reinholdt Rasmussen fra Idestrup, tidligere Nykøbing F. Roklub, vandt bronze i letvægtsdobbeltsculleren med sin makker Rasmus Quist, der også er født på Lolland-Falster, men flyttede fra landsdelen i en tidlig alder.
De to danskere lagde lidt hårdere ud end i semifinalen, men det viste sig dog hurtigt derefter, at englænderne og grækerne var et nummer for stærke.
Bagfra blev Mads Reinholdt Rasmussen/Rasmus Quist presset af Italien, men de holdt stand og tog bronzen.
Guldet gik som ventet til briterne, som har været suveræne hele året, foran grækerne.
Mads Reinholdt Rasmussen og Rasmus Quist blev nummer fire ved OL i Athen for fire år siden, så den vej rundt er der tale om fremgang. I mellemtiden har de vundet to verdensmesterskaber.
Klokken 10:10 ror "Guldfireren" med Mads Kruse Andersen fra Sakskøbing. Her er der guldchancer. Følg udviklingen her på folketidende.dk