Endelig har langtidssyg læge i Nakskov meldt klart ud til Regionen
Nu er det endelig afgjort, at læge Allan Hermansen sælger sin praksis i Nakskov på grund af sygdom. Allan Hermansens patienter har haft store problemer i forbindelse med hans langvarige sygefravær. Blandt andet har et problem været den manglende adgang til patienternes journaler, hvilket i en del tilfælde har gjort det vanskeligt for kronisk syge patienter at blive behandlet hos byens øvrige læger. Men fra 1. november i år stopper Allan Hermansen som læge i Nakskov, har han meddelt Region Sjælland. For øjeblikket er der forhandlinger i gang med en anden læge om at overtage praksis. Hvis en ny læge overtager Allan Hermansens praksis, kan de nuværende patienter fortsætte hos den nye læge. Men patienterne kan dog allerede nu gratis skifte til en anden læge, hvis de ønsker det. Det kan i dette tilfælde ikke ske via sundhed.dk, men kun ved direkte henvendelse til Borgerservice i Lolland Kommune.