Lolland-Falster Alliancen håber fortsat at få en ny kamp mod Frem København.
Omkring lørdag middag besluttede DBU's bestyrelse at taberdømme Lolland-Falster Alliancen i kampen mod Frem København.
Kampen skulle være spillet 14. september, men Alliancen måtte melde afbud, da ti spillere var ramt af en sygdomsepidemi.
Først besluttede DBU's DM-disciplinærudvalg, at kampen skulle spilles på et senere tidspunkt. Det ankede Frem og fik altså lørdag medhold af DBU's bestyrelse.
Nu er det Alliancens tur til at anke. Nykøbingenserne anker til DBU's appeludvalg - et udvalg bestående af advokater.
- Den afgørelse, DBU's bestyrelse har truffet, skriger til himlen. Den går diametralt imod DBU's eget DM-disciplinærudvalg, siger Poul-Henrik Pedersen, formand for Lolland-Falster Alliancen, og fastslår:
- Vi benytter os naturligvis ankemuligheden, og jeg glæder mig over, at det nu er jurister, der skal behandle sagen.
Læs mere om sagen i Folketidende mandag.