Systofte overraskede ved at besejre B.1921 4-3 i LF-serien.
Det blev sent, inden de sidste gæster forlod klubhuset i Systofte i aftes. Oprykkerne fik en fornem skalp, da de besejrede B.1921 med 4-3.
For halvandet år siden lå Systofte i Serie 2, men træningsindsats og godt sammenhold på og uden for banen har bragt de rød/blå i LF-serien, og de ser ud til at kunne markere sig i kraft af en stærk offensiv.
Her spiller sprinteren Jacob Stæchmann en vigtig rolle. Han er et es, og han viste mod B.1921, at han ikke må lades ude af syne bare nogle sekunder. Med et hattrick var lynet Stæchmann for alvor manden i centrum.